Taylor Swift som en rollemodel – den havde jeg ikke lige set komme

Ledere og teams lykkes bedst, når visionen føles levende og alle kan se deres rolle i at skabe noget stort sammen. Jeg er optaget af, hvordan fællesskab løfter både resultater og relationer. Og ja, Taylor Swift er blevet mit nyeste studiekammerat i netop den disciplin.

Hun viser, hvordan mod, kreativitet og dedikation skaber et fællesskab, hvor alle bidrager til noget ekstraordinært.

More glitter, less bitter ✨

“Mor, du ser og hører ret meget Taylor Swift for tiden,” sagde min søn. “Er du ved at blive en Swiftie?”

Ja! Og faktisk med glæde. Jeg har stor respekt for hendes foretagsomhed og stamina, og hendes evne til at holde vedvarende fokus på både kvalitet, integritet og glæde i sit arbejde. “We are what we repeatedly do. Excellence, then, is not an act, but a habit,” bliver Aristoteles parafraseret for at have sagt.

Jeg har altid syntes, det er fascinerende at dykke ned i netop dét. Vaner, drivkraft og hvorfor gør vi, som vi gør? Og hvordan kan vi bruge den nysgerrighed til at blive bedre versioner af os selv – sammen?
Jeg synes, der er noget både jordnært og helt særligt ved at turde udfolde mere kindness, mere samarbejde om fælles visioner. Mere grin, mere glimmer. More glitter, less bitter, som min venindes og mit fælles mantra lyder.

Fra Bowie til Swift

Det var nogle af vores nære venners børn, næsten som familie for os, der først introducerede mig til Taylor Swift. De gav vores børn et “friendship bracelet” – et af de små symboler fra The Eras Tour. Senere anbefalede et af børnene mig at se dokumentaren Miss Americana på Netflix, som jeg blev grebet af.

Noget af det jeg lagde særligt mærke til dengang, udover hendes kindness, var hvordan Taylor Swift adresserede bl.a. usunde kropsidealer. Som en der selv har haft bulemi on-and-off i mine yngre år, synes jeg det er befriende og sejt, at hun adresserer det head-on.

Da David Bowie døde, var der mange unge, som først dér opdagede ham, hans musik, hans originalitet og hans evne til konstant at genopfinde sig selv. Hans hjælpsomhed. Som livslang Bowiefan var det – midt i sorgen – utrolig smukt at se nye generationer få øjnene op for hans genialitet.

Sådan har jeg det lidt nu med Taylor Swift, bare med den store forskel, at hun stadig er her, i fuld vigør, heldigvis. Det er så fedt, at mange andre end OG-fans får øjnene op for hende. For wauw, hun er dygtig. Dygtig AF.

Om at være excellent og fællesskab

Middelmådighed er, for mig, noget af det mest uinspirerende. Særligt i samarbejde. Hvorfor nøjes med det, der bare er “godt nok”, når man sammen kan stræbe efter noget større? Når visionen er levende, og drømmen føles mulig, så vækker det sider i os selv, vi måske ikke anede fandtes. Det er dér, vi virkelig vokser både som enkeltpersoner og som fællesskab.

I juledagene så jeg The End of an Era-dokumentaren på Disney+. Uanset om man er Taylor Swift -fan eller ej, er det et mesterværk i samarbejde. Middelmådighed go home, siger jeg bare!

Jeg blev særligt optaget af, hvordan hendes enorme team bliver set, anerkendt og støttet. Der er en tydelig kultur af fællesskab, mod og eksperimenteren. Dansere som gerne ville indtage særlige roller, fik lov til at prøve sig selv af. Andres ideer får lov til at blive inkluderet. Når Taylor Swift laver fejl på scenen, er der feedback og træning efterfølgende. Og så hendes dedikation til hver enkelte medarbejder som bl.a fik håndskrevne, lakforseglede bonusbreve fra Swift selv. Helt sikkert enormt tidskrævende. Men utroligt meningsfuldt.

Teamets kraft og den fælles vision

Inden for teamcoaching ved man, at styrken i et fælles projekt opstår gennem en fælles vision. Uden den falder vi hver især tilbage på vores egne begrænsede erfaringer og forestillinger om, “hvad der kan lade sig gøre”. Og så bliver vores handlekraft hurtigt bundet til fortidens begrænsninger i stedet for fremtidens muligheder:

Forestil dig et lederteam rundt om et bord. Hver person bringer sin egen referenceramme for, hvad der er realistisk. Uden et fælles billede af, hvor vi skal hen, og de dæmoner vi sammen skal overvinde og kæmpe os igennem, bliver samtalen let begrænset til det velkendte. Men når man spørger: “Hvad vil det give os at skabe en vision sammen? Og hvem skal vi være sammen for gøre det? Så åbner man pludselig døren til det ekstraordinære.

Hvem skal vi være for at realisere visionen?

At udfolde potentialet

For mig handler det ikke om at blive noget andet end den, jeg er. Jeg er allerede “god nok”.

Det var jeg den dag, jeg blev født, og det var du også. (Som en coach sagde til mig engang: Lad os fjerne ‘nok’ for,  hvad skal det overhovedet bruges til, det nok, dér? Ville du sige til et nyfødt barn: “Du er god nok”?!)

Men det handler om for mig, at når du tør være dit fulde, strålende selv, fungerer du som et fyrtårn for andre. Som Marianne Williamson skriver, Who are you not to shine?  Når du skinner, giver du ubevidst andre mennesker lov til at gøre det samme. Din frihed frigør dem. Spørgsmålet “Hvem er du til ikke at skinne?” vender bøtten på hovedet. I stedet for at spørge “Hvem tror jeg, jeg er, siden jeg skal have succes?”, spørger det: “Hvem tror du, du er, siden du tillader dig at spilde det liv og de gaver, du er blevet givet?”
Vi har en form for pligt over for livet selv at bruge vores fulde potentiale.

Inspiration til at vokse, gentænke sig selv og bidrage med det, man har

Det er noget af det ved Tayor Swift, jeg synes er inspirerende. Intet liv eller gaver bliver spildt. Og når hun gør det, viser hun andre: Det må du godt. Du må godt shine. Del ud af de gaver i livet, du har fået, i en taknemmelighed over livet selv!  (Don’t get me started :))

Lige nu læser jeg Kevin Evers’ nye bog There’s Nothing Like This: The Strategic Genius of Taylor Swift (Harvard Business Review Press). Den giver et fascinerende indblik i, hvordan strategisk tænkning, kreativitet og menneskelig intelligens kan forenes, og hvorfor hendes tilgang rækker langt ud over musikken.

Man behøver ikke altid at drage paralleler til ledelse eller teamsamarbejde, hverken fra musikken, sporten eller andre fag. Men der er mange læringer dér, ift. at skabe mening og retning sammen med andre. Og personligt synes jeg, det er enormt inspirerende at finde rollemodeller. Ikke hele pakken, for du skal ikke være en anden end du er. Men det at lægge mærke til inspirerende egenskaber hos andre, og integrere dele af dem hos en selv. Det synes jeg er fascinerende og er vel i virkeligheden med til at vi udvikler os og genopfinder os selv hele livet igennem. Igennem alle vores æraer. Ligesom Bowie gjorde. Ligesom Taylor Swift gør.

Så med det, vil jeg ønske dig et godt nytår. Tak for din støtte, opbakning og dit bidrag til at skabe positive ringe i vandet.

Må dit 2026 blive fyldt med vision, mod og lidt mere glimmer ✨

Kh

Christina